MF Ellen Trane Nørby

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at langt flere kvinder end mænd de seneste år har indtaget chefstolen, når den har skullet besættes af en ny.

- Det er enormt glædeligt at se, at ligestillingen på chefgangene nu tager store skridt fremad. Det viser, at danske kvinder har de nødvendige kompetencer, og forhåbentligt må det blive kvindekvotedebattens endeligt, udtaler Venstres ligestillingsordfører Ellen Trane Nørby.

De nye tal viser, at der sidste år kom mere end dobbelt så mange kvinder end mænd til som topchefer i danske virksomheder og det offentlige.

- Fra Venstres side har vi længe sat fokus på kvinders kompetencer og lanceret et ligestillingscharter, der forpligter virksomhederne til at tage et medansvar for ligestillingen modsat oppositionen, der kun ser kvoter som vejen frem. Det glæder mig at se, at ligestillingen nu for alvor går fremad. Men der er lang vej endnu, og den positive udvikling skal ikke få nogen til at tro, at man nu kan hvile på laurbærrene. Der er stadig alt for få kvinder i de danske bestyrelser og i på de øverste chefposter.

Det er den mest stressende tid i FOlketingsåret. Alt skal på plads inden Tinget kan gå på sommerferie. Det betyder lange dage i salen med debatter og afstemninger og mange forhandlinger i ministerierne. I den forgangne uge blev det til en kæmpe forespørgselsdebat om ulighed, forslag om serviceloven, implementering af satspuljen og ikke mindst et beslutningforslag fra SF om at indføre kvoter for antallet af kvinder i bestyrelser. Noget vi afviste klart fra Venstres side. Vi er sådan set enige i målet. Flere kvinder i toppen af det danske erhvervsliv og i det hele taget en styrkelse af ligestillingen. Fordi vi ønsker et samfund, hvor alle kompetencer udnyttes og fordi vi ved, at en mangfoldig ledelse skaber de bedste resultater på bundlinjen, såvel som de bedste ledelsesforhold. Så vi afviste forslaget om de tvungne kvoter og har i stedet indført et ligestillingscharter i samarbejde med en lang række danske virksomheder som SAS, Grundfos, Post Danmark m.fl, der har forpligtiget sig til at arbejde strategisk med ligestilling.

Den kommende uge byder på høring mandag om prostitution og kvindehandel efterfulgt af forretningsudvalgsmøde i den danske Europabevægelse og sommerkoncert med pigekoret, hvor Kulturudvalget er inviteret til at bakke op. Tirsdag, onsdag er der debatter i Folketingssalen og forhandlinger i ministerierne. Grundlovsdag torsdag er en festdag for demokratiet og jeg er allerede i fuld gang med at skrive min tale. To af de ting jeg vil tage med er den frihed vi tager for givet og den anden dimension vil være grænser for politik. For et demokrati bygger nemlig også på tillid og tro. Og hvis samfundet skal være frit og ansvarligt nytter det ikke noget, at vi tror, at der kan findes lovgivning for alt. Detajlregulering tager netop ansvaret for den enkelte, svækker initiativet og dermed demokratiets grundpille.

Fredag forventer jeg står på politiske forhandlinger i ministeriet og i weekenden er der De danske Årsmøder syd for grænsen og så går vi ellers ind i den sidste uge, hvor Folketinget er bænket til debatter i salen fra morgen til aften og man misundeligt kan kaste blikke ud på solen, der skinner veloplagt. Ser efterhånden rigtigt meget frem til at møderne i salen er ovre og kalenderen levner lidt mere plads til sommeren.

Den kommende uge bliver en med udsigt til store dele af den danske geografi. Mandag står på mediemøde med TV Syd i Kolding, Klimamøde med projekt Zero og møde med erhvervsklubben om aftenen. Tirsdag slutter af med at jeg skal holde et oplæg på Venstres EU opstillingsmøde på Fyn og fredag går turen til Aalborg, hvor KL holder deres store sociale topmøde med 2000 socialpolitikere fra hele landet. Jeg er sikker på, at det bliver en fredag med store debatter og blod på tanden for mit udgangspunkt er, at kommunerne er nødt til at påtage sig et større ansvar på det sociale område, hvis det kommunale selvstyre skal give mening.

Ellers står ugen på udvalgsmøder, gruppemøder, lidt forhandlinger og en konference om sprog i DR. Efter massiv kritik har DR sat sproget til debat. Snøvler skuespillerne i dramaserierne, taler speakere uklart og er det en glidebane, at Deadline hedder deadline, public service, public service og alle de andre engelske udtryk, der har sneget sig ind i ikke bare vores daglige sprogforbrug, men også hos DR, der ellers burde være den sproglige fanebærer og holde den kulturelle fane højt. Jo, det skal nok blive en interessant debat, hvor jeg vil forudse, at der er partier, der lander i henholdsvis den ene grøft; Alle engelske udtryk skal forbydes og den anden grøft, at dansk er på vej ud og engelsk alligevel tager over, så hvorfor kæmpe imod.

Hvis det står til mig er balancen et sted midt i mellem. Dansk er ikke bare et sprog, der er vores modersmål og en stor del af vores identitet som danskere. Dansk er kulturbærende og det er her vi finder de mange nuancer og de sproglige perler og udtryk som kendetegner netop os. Hvor gode vi end bliver til engelsk - og andre sprog, for det skal vi for at kunne klare os i en globaliseret verden, så er dansk vigtigt at holde fast i og udvikle. I debatten om sproget er et andet perspektiv også den gruppe i samfundet, der ikke mestrer andet end dansk, eller de knap 15% af en ungdomsårgang, der hvert år forlader folkeskolen som det man kalder funktionelle analfabeter med et fagudtryk. Altså hverken mestrer sproget eller forståelsen af det. Denne gruppe har det svært nok ved at begå sig på dansk og derfor er udfordringen også at sikre, at vi ikke få et endnu mere spaltet samfund sprogligt. Altså et AogB hold, hvor A holdet ridder på en global optur og B holdet end ikke kan følge samfundsdebatten. Der er som sådan intet i vejen med at vores uddannelser bliver mere og mere internationale, men der kan opstå seriøse problemer, når dyrelæger for fremtiden hedder VETs og hele uddannelsen foregår med engelske fagudtryk. For hvad hedder det så på dansk, når man står med en ko med tarmproblemer og en bondemand, der ikke helt er med?!

Det bliver en spændende debat, som følger op på det sprogudvalg, som kom med deres anbefalinger til en ny dansk sprogpolitik tidligere på året.

Man må sige, at pinsesolen har danset hele weekenden og solen har slikket hvide pg vintertrætte kroppe. Hvilken luksus at have en mandag med bog, hygge og lidt forberedelse af ugens møder. Denne uge bliver med fokus på de mange børnesager der har været fremme i medierne det seneste lange stykke tid og som har sat sig markant i min bevidsthed.

Jeg har næsten ikke styr på hvor mange morgener jeg er blevet vækket af radioavis mm fordi endnu et barn er blevet svigtet. I lørdags var det en sag fra Møn, hvor to seksuelt misbrugte børn først var blevet fjernet efter to år trods adskellige henvendelser til kommunens sagsbehandlere om børnenes mistrivsel og deres meget synlige problemer.

Og her til morgen var det så igen en sag fra Århus kommune. Det er rædselsfuldt at være vidne til at der ALT ALT ALT for sent gribes ind overfor omsorgssvigtede børn. Det er simpelthen ikke acceptabelt.

Tirsdag er der samråd om sagen med Velfærdsministeren, som heldigvis har været ude i Jyllands Posten i weekenden og lægge op til at reglerne ændres så fokus kommer på børnene og ikke forældrene.

Ansvaret ligger flere steder og jeg accepterer simpelthen ikke, at denne debat bliver en, der kommer til at handle om at placere aben på alle andres skuldre. Kommunerne er nødt til at påtage sig et meget større ansvar for de mange børn, der vokser op i familier, hvor forældrenes forældreevne ikke er eksisterende. Der er eksempler på, at en far og mor med misbrugsproblemer er kommet ud af misbruget, men det er mere undtagelsen end reglen og derfor er det barnets tarv, der skal sættes først. Svingdørsbørn, hvor anbringelser hele tiden afbrydes og børnene sendes frem og tilbage mellem forældre, institutioner og plejefamilier, er det dårligste grundlag for en stabil opvækst. Der skal helt andre stabile rammer og værdier til, hvis alle børn skal have en chance for at skabe et godt fundament.

Derfor står den kommende uge i socialudvalgets samrådstegn og vores løbende arbejde med en barnets reform. Tirsdag aften byder Statsministeren på middag på Marienborg og onsdag aften tager jeg til kulturmøde i Tønder og torsdag, fredag tager jeg til Belfast for at repræsentere Venstre ved Liberal Internationals kongres og for at være workshop leder på vores europæiske parti ELDRs workshop, hvor vi skal debattere det kommende manifest to Europaparlamentsvalget 2009.

Ovenpå en weekend med hovedbestyrelsesmøde i Venstre og Landsmøde i Europabevægelsen er det såmænd ganske rart, at den kommende uge er en tre-dags af slagsen. Og selv om de tre dage er pakket til bristepunktet med møder med ngoere på socialområdet og samråd i Folketinget, så kan jeg ikke andet end være glad med der fantastiske forårsvejr vi hver morgen står op til.

Danmark er fantastisk om foråret og jeg er ikke i tvivl om at de lyse morgener og en løbetur med morgentrætteben inden dagens stabasser også er med til at give den energi, der skal til for at nå resultater, tænke positivt om se løsninger fremfor konflikter.

I torsdags vedtog vi finansloven og dermed årets budget med blot 4 mdr. forsinkelse. Underligt at der nu er organisationer mm der er 4 mdr bagud i fht at bruge projektmidler og sætte initiativer i gang. Det er som regel det modsatte, der gør sig gældende.

Men sidste uge og denne er også præget af strejkerne på det sociale området. Trods en lønstigning på 12,8 %, 13,9% for SOSUerne er der strejker over hele landet fordi målet om de 15% er blevet et så firkantet ønske, at FOA formand Dennis Kristensens tr oværdighed nærmest synes at stå eller falde med det krav.

Jeg håber, de tænker på de mange ældre, der uforskyldt er kommet i klemme i konflikten og modsat os andre ikke kommer ud på gåtur i det skønne forårsvejr, i bad, eller får den hjælp, der gør livet lettere og mere værdigt. Eller patienter, der går rundt i smertehelvede fordi operationer aflyses. Hvem end af parterne man har mest sympati for er det helt åbenlyst, at den lovlige strejke og lønkonflikten går særligt hårdt ud over netop den gruppe i vores samfund, der har allermest behov for hjælp og pleje.

Forhåbentligt får det familiemedlemmer, pårørende og venner til at overveje om de ikke kan finde en ekstra time i kalenderen, hvor de kan besøg gamle hr Jensen eller vaske for Fru Hansen for vi bør alle påtage os et medansvar for de ældre naboer eller pårørende der bliver ramt af konflikten. Foråret mobiliserer energi og den kunne vi passende bruge på hinanden.

Olympisk forhindringsløb synes at være en kategori for årets OL i Beijing, Kina. Hvor end den olympiske fakkel kommer hen i verden er det et forhindringsløb af dimensioner bare at holde faklen tændt. De mange kategorier spænder fra hækkeløb over demonstrater til slalom mellem politiske faldgrupper og sidst men ikke mindst katapult udmeldinger om boykot, der synes at ramme afsenderne som en boomerang.

Tag bare vores eget lille land og Kulturminister Brian Mikkelsens offentlige tanker og overvejelser om boykot…

Den kommende uge drager faklen videre til nye destinationer og jeg vil æde min gamle hat på at også her vil faklen blive mødt med massive demonstrationer. For det at Kina er arrangør af OL i år bringer mange følelser i kog og mødes med en massiv skepsis.

Og det er mere end forståligt. Kina er på mange steder en autoritær stat, hvor censur, undertrykkelse af egen befolkning og overtrædelse af menneskerettighederne er dagligdag. Kina er nok en økonomiske kæmpe på vej frem, men det er også et land, hvor den mindste opposition og modstand mod styret mødes med brutalitet. Også Kinas fremfærd i nabolande som Tibet er utilstedelig. Siden Kina invaderede det lille bjergland har verdens øjne været rettet mod Tibet. Det er de også i disse uger, hvor Kina trods lovning om det modsatte, har lukket for pressens adgang til Tibet og hvor demonstrationer mod det kinesiske styres magtanvendelser og overgreb mødes med tæsk og brutalitet.

Taiwan er endnu et eksempel på Kinas tyrani. Øens kamp for selvstændighed bliver mødt med hårdhed og boykot og den indgroede “et-Kina-politik”, der praktiseres i hovedparten af verdens lande betyder, at Taiwanesiske repræsentanter ofte nægtes visa og udelukkes fra vigtige møder.

Hvis Kina ville vise en forandring og fremskridt skulle landet ændre på sin politik mod Tibet og Taiwan. Det ville klæde Kina og helt klart gøre det lettere at se OL i Beijing som en festlig begivenhed fremfor et manipulatorisk skalkeskjul.

For mange er det uforståligt, at Kina overhovedet fik værtsskabet af OL og det er da også der kurven for alvor knækkede i mit hovedet. Jeg begriber ikke, at IOC medlemmerne bakkede op om kinesisk værtsskab fordi de økonomiske interesser i landet var for store. Men det er nok den samme uforståethed jeg har når jeg med mistro ser, at Frankring argumenterer for ophævelsen af våbenembargoen mod Kina. Der er penge i skidtet og det er åbenbart det som kommer først.

Men nuvel. IOC har forlængst valgt Kina som OL vært og derfor er det for mig nu en anden diskussion. Sport og politik skal holdes adskildt. Vi skal som nation bakke op om vores idrætsudøvere og ikke skubbe dem som et skjold foran os men vi selv bliver væk. Danmark skal deltage i OL fordi alt andet ikke giver mening. Hvis man vil boycotte skulle man nemlig starte et helt andet sted, der hvor pengene er, alt andet ville være symbolpolitik.

Og skal man boykotte, så skal de som minumum være en fælles EU beslutning og ikke enkelt landes sololøb. Og så bør det ske på baggrund af en meget klar overvejelse om en boykot vil hjælpe demokratiets kamp i Kina og styrke tibetanernes sag. Dalai Lama siger nej, Amnesty International siger nej. Et boykot af Kina vil kun styrke styret i Beijing og blive opfattet som en hån af den kinesiske befolkning.

Situationen i Tibet er uacceptabel, men hvis vi ikke gavner dem med en OL Boykot, for hvis skyld gør vi det så…?

Monsteret Mugabe
Den sidste uge har jeg tilbragt i det sydlige afrika, Zambia og Sydafrika hvor stemningen er tung ovenpå valget i Zimbabwe, men samtidig med et spirende tro på fremtidens komme. Alle holder vejret hernede og ingen tør spå om udviklingen. Jeg har haft lejlighed til at mødes med oppositionskræfter fra Zimbabwe og analytikere, der har fulgt situationen tæt.

Har stadig helt gåsehud ovenpå møderne med oppositionskræfterne. Mugabe skyr ingen midler og hans veteraner og ungdoms milits, der nu er blevet sendt ud i landet for at gennembanke fornuften ind i vælgerne inden 2. valgrunde trækker at spor af blod efter sig. 90% af befolkningen sulter og Mugabe selv sidder på et bjerg af rigdomme han har stjålet fra sin befolkning. Den velbjergde klasse, der sidder på rigdommen sammen med ham har så mange lig på samvittigheden og alt at tabe, så de klynger sig fast til despoten, der engang blev hyldet verden over som den, der sikrede uafhængighed og Ian Schmidt brutale styres fald i Rohdesia. Der er mange, der indtil dette valg har stemt på Mugabe trods alle hans fejl netop fordi han var den, der gave Zimbabwe uafhængighed. Men ved dette valg har folk fået nok. Alle sulter og infaltionen er dagligt 100000%. Samfundet er kolapset og et velfungerende og rigt land er erstattet af en sortbørs økonomi og sult.

Sydafrikas præsident Thabo Mbeki og andre regeringsledere i regionen holder hånden over Mugabe og har i flere år forsømt at sætte en stopper for Mugabes terror mod Zimbabwes befolkning. Det har været en ynk at være vidne til og ynkelighederne fortsætter desværre. Det er på tide, at der fra Afrikansk side siges stop. Mugabe er en skamplet på kontinentet og det ville klæde Mbeki og andre, hvis de trådte i karakter og stillede krav om demokratiske principper i Zimbabwe. Der er nemlig ingen tvivl om at Mugabe denne gang har tabt såvel parlamentsvalget som præsidentvalget. Mugabe vil igen brug vold og brutalitet til at svindle sig til magten.

Mange er bange for at gå imod Mugabe fordi han er en af de sidste ledere fra den gamle skole, der sikrede uafhængigheden. men det var jo netop ikke Mugabe, der sikrede uafhængigheden fra britterne. Det var befolkningen i Rhodesia (Zimbabwe) Mugabe blev bare den første præsident. Nu er det på tide, at befolkingen i Zimbabwe igen befries og det burde Danmark og resten af den vestlige verden støtte op omkring. VI bør massivt støtte oppositionen og befolkningen i Zimbabwe og sikre, at de selv kan få lov til at vælge deres fremtidige leder. Og så bør vi stå klar ved dag 1 og genåbne vores ambassade i landet og hjælpe massivt med genopbygningen af landet. For dette valg ahr Mugabe tabt og han skal ikke have lov til at svindle sig til magten igen. Zimbabwes befolkning har krav på vores hjælp.

Optimisterne tror på at Mugabe vil vise sig som en demokrat og acceptere det tilbud som han eftersigende har fået stillet under hånden af MDCs leder Morgan Tsvangirai. Tilbuddet er det samme som Mugabe i sin tid gav Ian Schmidt. En bil med chaufffør, et hus og et fredeligt liv i udkanten af Harare. Der boede diktatoren Ian Schmidt næsten 20 år i ro og fred. Har Mugabe bare en smule pli gør han det samme. Desværre tror jeg han er udenfor den form for pædagogisk rækkevidde og fornuft.

Finanslovsuge
Den kommende uge bliver en hektisk Christiansborg uge. Finansloven skal på plads onsdag og torsdag og jeg her 4 lovforslag i salen på socialområdet. Finansloven er pga valget blevet forsinket indtil nu. Normalt ville denne tid på året være mere rolig og forhandlingerne ville gå deres gang. I år er alting blevet rykket og det har skabt en noget anden arbejdssituation. For mange organisationer betyder forsinkelsen, at de siden januar har overlevet på midlertidige bevillinger og mange projekter, der har fået bevilliget penge venter fortsat på udbetalingen. Set i det lys er det heldigt, at det er en sjælenhed, at et valg i Danmark forsinker finansloven så meget. Tænk på Italien, der i går og idag går til valgurnerene (IGEN) og hvor det politiske arbejde igen er gået i stå. Alt tyder på at Berlussconi er på vej tilbage til magten og det var da heller ikke de mest optimiske liberale kollegaer jeg mødte til ELDRs council møde i fredags i Taillin, Estland.

Men tilbage til det hjemlige, så bliver det også ugen, hvor vi genoptager forhandlinger på medieområdet for at sikre en replanlægning af FM båndet (radiokanalerne i Danmark) Vi har et klart ønske om at skabe mere mangfoldighed og flere valgmuligheder for lytterne på radiosiden. Derfor ønsker vi en replanlægning af FM båndet, der vil sikre mellem 3 og 5 nye landsdækkende radiokanaler i Danmark samtidig med at de stærke lokalradioer bevares og DR også fortsat har en fremskudt plads. Men reelt må vi i dag sige, at vi ikke har fået skabt et monopol brud på landsdækkende radio. Det er fortsat sådan, at det kun er DRs kanaler, der dækker hele landet. Det ønsker vi ændret, så der bliver mere mangfoldighed og flere kanaler at vælge mellem. Danmark lander sammen med Kina og Cuba, når det drejer sig om de statsejede kanalers dominans.

Det bliver ikke lette forhandlinger. Socialdemokraterne har allerede i sidste uge meddelt i pressen, at de ønsker at bevare status quo - DVS total DR dominans og de kan ikke forstå, at der skulle være behov for flere valgmulgiheder. jeg kan kun erklære mig uenig. Vi har både behov for at stærkt DR men også andre kanaler at vælge mellem, vel og mærke frie kanaler. Socialdemokraterne mener at TV2 radio nedtur er et eksempel på at der ikke er behov for ændringer. Men TV2 Radio er jo netop en lektie, der bør læres. TV2 radio er IKKE landsdækkende og der stilles flere program og indholdsmæssige krav til TV2 radio end der gør til p3. Set i lyset af at TV2 radio skal overleve på et kommercielt marked, mens P3 pumbes med licensmidler er det helt hul i hovedet. TV2 radio eller en hvilken som helst anden aktør har ikke en kinamandschance for at konkurrere mod DRs radiokanaler, der svømmer i licensmidler, når staten også stiller krav til indholdet. Det hænger ikke sammen.

Så det bliver en uge, hvor ideologierne blusser op DR monopol vs fri konkurrence og hvor jeg vil kæmpe for radiolytternes ret til at kunne vælge frit mellem flere kanaler og hvor en bonusgevinst desuden bliver, at frekvenserne på kanalerne bliver de samme over hele landet.

Denne uge står på forårets sidste rejse. Må også indrømme, at jeg er ved at have rejst mere end rigeligt i årets første kvartal. Det har absolut været en af de mere hektiske perioder, i den tid jeg har siddet i Folketinget. Jeg synes efterhånden jeg er kommet godt ind i det kæmpe område, velfærdsministeriet dækker og dermed det ressort jeg nu er ordfører for. Jeg skal love for at det er blevet et kæmpeministerium, men netop også derfor et ministerium med muskler til, at håndtere det store sociale og kommunale område.

Sidste uge var kort og tætpakket ovenpå påsken og min kalender præget af to lovforslag jeg havde i salen, møder i Venstres Europaudvalg, et par kulturpolitiske arrangementer og et samråd med Velfærdsministeren, om fattige børn i Danmark. Ligenu sidder jeg i Zambia. Langt væk fra det kolde nord og med 20 venstrefolk, hvor nogle sætter foden på afrikansk jord for første gang. Sammen med Folkekirkens Nødhjælp har Venstre arrangeret en studietur, for at give en række af vores medlemmer mulighed for at få indsigt i den udviklingspolitik Danmark fører og hvilken forskel vi gør for mennesker i verdens fattigste lande. For mit vedkommende er det et glædeligt gensyn med Zambia, hvor jeg arbejde i efteråret 2004 og skrev artikler fra landet.

Ønsket er at give vores medlemmer en dybere indsigt i udviklingspolitiken og samtidigt understrege vores engagement, i at skabe vækst og udvikling i Afrika. Regeringen har taget initiativ til en Afrika-kommission og dermed en ledende rolle, for at forbedre vækstmulighederne for de afrikanske lande. Arbejdet i kommissionen foregår herhjemme såvel som i Afrika, hvor statsministeren vil holde møder med fremtrædende politiker og erhvervsfolk.

Jeg er rejseleder og arrangør af turen og sammen med Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere må jeg indrømme, at der er nok at se til. Som altid er min bærbarecomputer min følgesvend og det betyder, at hvert frirum udnyttes til at arbejde med taler, oplæg, indlæg mm jeg skal have af hånden. Ellers vokser bunkerne simpelthen mod himlen. Må indrømme at jeg ser frem til at have min fødder solidt plantet i Danmark, resten af foråret, selv om oplevelserne og indtrykkene fra de rejser jeg har været på, har været mange og givet stof til omtanke og ideer til arbejdet på Borgen. Men kuffertlivet og rejseriet mellem København og mit hjem i Sønderborg er hårdt nok i sig selv.

Efter at have brugt påskeferien med at slappe af langt væk fra Christiansborgs lange gange, er jeg tilbage på Borgen til hvad der må kaldes et IT mæssigt kaos, fordi folketingets IT systemer er lagt om. Hele påsken har Folketingets mail og itsystemer været nede, så første dag er gået med, at få læst alle de mails der blev væk i sidste uge og som langsomt dukker frem mellem spam, telefonbeskeder, der først kan aflyttes nu. Man bliver pludselig mindet om hvor afhængig man egentligt er af det skidt og hvor lidt man reelt kan lave af arbejde, når computeren er nede.

Men forhåbentligt kommer der snart styr på det og arbejdet kan fortsætte. I dag har jeg haft møde med Stig Langvad fra handicaporganisationerne i Danmark og vi havde en rigtig god drøftelse, af de handicappedes forhold og de problemer der stadig er for personer med funktionsnedsættelser. I morgen, onsdag, står dagen på udvalgsmøder, møde med Henning Breinholdt fra socialrådgiverforeningen , hvor jeg håber vi kan få lejlighed til at drøfte sagsbehandlernes arbejde og den artikel, der i dag pryder forsiden på Politiken. Sagsbehandlerne bruger i dag 20% af deres tid på møder, 43% på papirarbejde og kun 15% på kontakt til personer, der har behov for hjælp. Det er klart, at det alt for lidt og noget, der skal ændres. Her har kommunerne et meget stort ansvar, hvis det kommunale selvstyre skal give mening For det er en kommunal opgave at sikre en ordentlig sagsbehandling på det sociale område og ordentlige forhold for medarbejderne.Onsdag aften står den på et aftenmøde i Venstres Europaudvalg, med Søren Gade, så det bliver nok en af de lange dage.

Torsdag skal jeg i folketingssalen med 2 lovforslag . Det er tredjebehandlinger som vi har anden behandlet tirsdag. Det ene er på socialområdet hvor vi giver narkomaner frit valg mellem behandlingsilbug og et lovforslag om ophavsret som falder under medieområdet. Forslaget støtter om om den store indsats vi gør for at gøre DRs arkiver tilgængelige for alle danskere, så man kan se gamle klip, film mm. Det kræver en ændring af ophavsretsloven. DR Bonanza vil forhåbentlig været en gevinst for licensbetalerne og at arkiv for den nysgerrige. Det er jo i princippet programmer vi allerede har betalt for en gang. Det er altid sjovt at være i salen med lovforslag , der ændrer samfundet. Og selv om meget i salen er form og det er i udvalgene, at ændringer og diskussioner kommer, så er det altid noget særligt at stå på talerstolen i Folketingssalen.

For en enkelt gangs skyld, er der samråd i socialudvalget på fredag. Emnet er social ulighed, en debat jeg ser meget frem til. Jeg tror ikke på at alle sociale problemstillinger løses med flere penge, men vi har idag en kulturel og social ulighed, vi skal have bekæmpet, med mange andre midler, end blot de økonomiske. Efter samrådet et par møder.

Den forgangne uge blev for mit vedkommende tilbragt i Mali med Udenrigsudvalget. 5 hektiske dag og nattesøvn i et fly frem og tilbage. Store oplevelser i det kæmpe land som er nyt dansk programsamarbejdsland. Det var tæt på, at jeg ikke nåede afsted, da medieområdet pludselig blev en del af finanslovsdebatten og bølgerne gik højt omkring en mulig omlægning af medielicensen. Jeg vil sige, at det er en af de forhandlinger, hvor jeg ikke sov dårligere om natten af, at medieforligskredsen ikke kunne nå til enighed for en frameldeordning er en problematisk måde at organisere licensen på.

Finansloven kom dog i hus med støtte fra Ny Alliance og DF og statens husholdningsbudget er trods behov for opstramninger i en dansk økonomi, der risikerer ophedning pga bla lønpres mm en meget udgiftstung finanslov, der giver plads til en større vækst i den offentlige sektor og velfærdsydelser, end vi så under Nyrupregeringerne. Der er i høj grad gået inflation i udgifterne. Massive uddannelsesinvesteringer, en styrkelse af politiet og mange andre elementer bonner ud på udgiftssiden.

Men den forgangne uge vil jeg mere huske som en uge, hvor Villy Søvndal blev et får i ulveklæder og brølede af de fordummede mørkemænd. Dejligt, at SF har skiftet Hallalhippie attituden ud med en reel vilje til at diskutere integrations og demokratiproblemer.

Villys hamskifte er da også blevet belønnet med det samme og nu kan vi kun håbe, at det ikke var en one-day-make-over. Men reelt er udtryk for et nyt SF. Ellers vil det være som at sætte ræven til at vogte gæs.

Den kommende uge bliver “kort” for torsdag og fredag er der KLs delegeretmøde i Ålborg, hvor mange af Folketingets medlemmer også deltager. Men programmet er mandag, tirsdag og onsdag pakket til bristepunktet og møder. Onsdagen rundes af med generalforsamling i venstre Sønderborg, hvor jeg forhåbentligt skal genvælges som folketingskandidat for Venstre. Inden er turen gået til kunstforeningen Rasmus i Tønder, Møde i Nordborg, og en række udvalgsmøder og møder med interesseorganisationer på socialområdet. Jeg føler næsten jeg mangler 2 dage til at nå det hele. Bunkerne venter helt sikkert også på kontoret.